I børnegården arbejder vi struktureret med at sikre overgange i barnets liv, hvadend det er interne overgange eller overgang fra børnehave til skole, for at sikre at børnene får den rareste mulige overgang, da børn har forskellige behov.
Minimum 3 måneder før barnet starter i børnehave, er barnet tilknyttet Storegruppen, hvor fokus er selvhjulpenhed, fællesskab og besøgsdage i børnehaven, for at sikre den glidende overgang til livet der venter i den anden ende af huset.
I børnehaven er 2 voksne tilknyttet arbejdet med børnenes skoleparathed, inden de typisk i maj overgår til mini-SFO. Her læner vi os op ad Fredensborg Kommunes brobygningsforløb, fx med besøg på Kokkedal Skole, for at børnene kender det sted de skal hen og kan glæde sig til alle de nye ting de skal møde. Områdets skoler holder åbent hus og informationsaftener, typisk i løbet af efteråret. Information om disse kan findes på kommunens eller de enkelte skolers hjemmeside.
I alle overgange arbejder vi med respekt for det enkelte barn og har fokus på tilknytning til de nye voksne og de nye venskabsrelationer. Her bruger vi også Fri For Mobberi, som en rød tråd, både gennem huset, men også til den mini-SFO man måtte vælge.
Der tilbydes samtaler inden overgange i barnets liv, for at sikre forældreindragelsen og samarbejdet, samt 3-5 måneder efter start.